Beskeder

Den her indlæg skrevs af en gæst-bloggere.

En gård. En landsby. En skov. Toget kører gennem landskabet, når verden passerer forbi.

En mand sidder og kigger ud ad vinduet. Han sukker.

Det var fem dage siden han havde talt med sin far, tænker ham. Fem dage uden et ord.

Sidste gang de brugte fem dage uden at tale, var han en ung mand, på rejsetur rundt om i Europa, med rygsæk, på interrail. Tolv lande på fem uger.

En mobiltelefon lyder ved siden af ham, og hans tanker bliver afbrudt. Bip bop klik klak. Han bevæger sig i sædet, irriteret. Hans nabo med øret mod den forbandede mobiltelefon.

Da han var ung, var der ingen måde at sende hurtigt beskeder fra udenlandet. Ingen e-mails, ingen SMSer. Ingen mobiltelefoner. Han var nødt til at finde en betalingstelefon og at bruge et telefonkort ellers finder nok mønter i den rigtige valuta på jorden til at ringe hjem. En besked langt væk fra.

Farens sidste opkald var ikke så roligt. De skædtes som altid om alt. Han kunne ikke længere huske, hvorfor eller hvad de havde skændtes om.

Igen med mobiltelefonen. Klik klak. Den fremmede ved siden af ham, med ansigtet mod mobiltelefon hele tiden.

Hans egen søn var også så langt væk nu. De kunne ikke snakke om noget. De havde faktisk ikke noget at diskutere. Så mange år og så meget afstand mellem dem. Det havde hans ekskone sørget for.

Udenfor ændrede landskabet sig da de efterlod landets indre og nærmede sig kysten. Toget begyndte at bremse. En begravelse ventede på ham.

Hans hænder rystede da han rettede på sit slips. Den fremmede bevægede sig.

Pludselig fandt en arm hans egen, og han mærkede fingrene på sin hud. Den yngre mand ved siden af ham talte.

--Far, vi er fremme nu. Gør dig klar.